DEN NYE GOBELIN
Vi var de første danskere, der ville få den færdige genvævning af Den lange rejse at se! Ja, vist nok de første overhovedet uden for kunstnernes allernærmeste familie. Vi havde fået lov til at komme på besøg i Atelier 3, Paris, en time inden den officielle afsløring af gobelinen, og som udsendte fra Århus Statsgymnasium glædede vi os til at ønske de to vævere, Frédérique Bachelleria og Peter Schönwald, til lykke med deres nye udgave af Asger Jorn og Pierre Wemaëres 40 år gamle værk. Nu fik vi lejlighed til at tage resultatet af vævernes 14 måneders intense arbejde i øjesyn, og vi havde væverne for os selv, så vi kunne høre dem fortælle om arbejdet og om de valg, de havde truffet undervejs i væveprocessen. Spændte var vi naturligvis også. Og lidt skeptiske, må vi tilstå, for ville den nye gobelin stå mål med den gamle? Havde det været muligt for Frédérique Bachelleria og Peter Schönwald - med Pierre Wemaëres hjælp - at finde nerven i Den lange rejse? Var det lykkedes dem at ramme de oprindelige farvenuancer og genskabe bevægelsen i kompositionen? Og ville vi genfinde alle den oprindelige gobelins fabeldyr, foruroligende masker og finurlige figurer?
Faktisk havde vi nær aldrig fundet atelieret! Udstyret med et detaljeret kort over det relevante arrondissement i Paris havde vi lokaliseret den lille, blinde gade, Impasse Charles Petit, på kortet, og nu stod vi ved nummer 7 med blomster og gaver. I opgangen finder vi efter nogen søgning et uanseligt skilt med de to væveres navne, men ingen angivelse af hvilken af trapperne eller korridorerne, der kan føre os til Atelier 3, og yderligere skiltning i opgangene findes ikke. Vi ringer forsøgsvis på et par steder, og ved venlige menneskers hjælp finder vi omsider frem til en trappe, hvor der øverst oppe er en lille, anonym dør. Her banker vi på gentagne gange, kalder 'allo, 'allo!, rusker prøvende i døren og er slukørede på vej ned igen, da vi hører hurtige trin indenfor, og en smilende Peter Schönwald kommer til syne og vinker os ind i et stort, lidt dystert atelier, der er tæt pakket med væve og garnreoler. På væggene hænger tæpper vævet efter malerier af bl.a. Cobra-kunstnere. Men Den lange rejse er ingen steder at se. I bunden af atelieret bliver vi listet ind bag et tykt tæppe, og dér er den så - i hele det lille, lyse rum! Vævningen fylder fuldstændigt tre vægge i rummet, den fjerde væg er vinduer, som lyset strømmer ind ad. Farveindtrykket af stærke gule, grønne og røde nuancer er overvældende, de sorte linjer virker voldsomme - det tager simpelthen pusten fra os! Målløse står vi midt i rummet, bogstavelig talt omsluttet af Den lange rejse! Det er ikke en umiddelbar begejstring, der griber os. Følelsen er mere chokpræget. Vi har den gammelkendte gobelins falmede, efterhånden blødt afstemte farver på nethinden, og i kroppen sidder fornemmelsen af Den lange rejse i festsalens store rum. Først lidt efter lidt er vi i stand til at udtrykke den glæde og begejstring, der efterhånden fylder os.
De to vævere fortæller om processen, som begyndte med et besøg på Århus Statsgymnasium i februar 1999, hvor de gennemfotograferede gobelinen og tog farveprøver fra gobelinens ufalmede bagside. De viser os Jorn og Wemaëres fælles oliemaleri, som de - ligesom det første hold vævere i 1959-60 - har haft hængende i atelieret under vævningen, og dér står den gamle væv, som også den nye gobelin er vævet på. Også en enkelt eller to af de oprindeligt spundne garner, som Wemaëre må have gemt i alle årene, har væverne anvendt i den nye gobelin. Men i øvrigt er det moderne, falmningsresistente garnkvaliteter, der er brugt, fortæller de. Tilfredse viser de os, at der nogle steder er vævet en ganske tynd guldtråd med, så lyset kastes tilbage, og der skabes mere liv i farverne. En professionels stolthed lyser ligeledes ud af Frédérique Bachelleria, da hun viser os den fuldstændigt lige kant, denne vævning har - i modsætning til den gamle. Jo, den nye gobelin kan godt måle sig med den gamle!I 38 år har den første udgave af Den lange rejse hængt i Århus Statsgymnasiums festsal, hvor både skolens daglige brugere og gæster har kunnet glæde sig over den. Nu hænger en ny på dens plads, og den gamle er, som aviserne udtrykte det, kommet i beskyttet bolig på Silkeborg Kunstmuseum.
Sammenligner man den gamle og den nye gobelin, er det nok forskellen i farvestyrken, der springer først i øjnene. Det er slående, hvor fremskredet falmningen er i den gamle gobelin. Men nok så spændende er det at opdage andre forskelle - i detaljer (se f.eks. slangehovedet) og i farveholdning. Det er forskelle, som skyldes nuancer i fortolkningen af forlægget. Her ser man resultatet af de to væveholds bevidste og ubevidste valg i væveprocessen. I disse forskelligheder bliver det tydeligt, at de to udgaver af Den lange rejse er gendigtninger - ikke kopier - af det samme oliemaleri, skabt ved den frie vævemetode, som Jorn og Wemaëre opfandt sammen.
Historien om Den lange rejse sluttede foreløbig den 1. september 2000 med indvielsen af den nye gobelin. Glæden på gymnasiet var stor, den røde løber blev rullet ud for Dronning Margrethe II, Pierre Wemaëre talte om samarbejdet med Jorn i gamle dage og om den seneste væveproces sammen med Bachelleria og Schönwald. Og de fabelagtige dyr og masker fortsætter livet i urlandskabet - både i den gamle gobelin på Silkeborg Kunstmuseum og i den nye på Århus Statsgymnasium.
Jørgen Sørensen og Janne Yde